Skip to content

Den sidste tid

Den sidste tid har der været stille på bloggen. Meget stille. Jeg har haft indlægget her liggende som kladde i næsten en måned. Siden børnene startede i institutioner igen efter jul og nytår, har vi ikke haft en hel uge uden sygdom. Den første uge slap vi billigst, hvor Asger kastede op én gang mandag aften og derfor blev hjemme om tirsdagen. Han var dog frisk og glad, så det var helt hyggeligt at have ham hjemme. Magne løber derimod med præmien for den mest syge. Han var syg i tre uger med feber og utilpashed som jeg ikke har oplevet hos ham før. Efter to uger hjemme, fandt vi ud af at han have kold lungebetændelse og efter antibiotikakuren blev sat igang, gik det hurtigt fremad. Men da han endelig var klar til at komme i børnehave igen, lagde Asger sig med feber og hoste. På baggrund af Magnes sygdomshistorie, fik vi dog hurtigt tjekket Asger for lungebetændelse – og rigtig nok var han også ramt. En uge hjemme med ham og en gang antibiotika til ham så var han klar igen. Men så lagde manden sig syg – en hel uge, hvor han var rigtig skidt. Da manden endnu ikke var blevet rask, blev Asger syg igen. Denne gang var det heldigvis bare en virus. Henover weekenden og starter af ugen har jeg så ligget syg… Men NU er vi alle friske igen! (selvom nogle stadig hoster en del om natten). Men det har taget en masse af vores tid og energi. Jeg har brugt rigtig meget tid med at passe syge drenge herhjemme, og siden hente og bringe børn, købe ind og lave mad mens manden var syg. Jeg er frygtelig bagud med min specialeplan, så tiden har grovsagt været delt mellem arbejde og børn. Sådan er det nogen gange.

Sidste uge havde manden og børnene dog ferie. Jeg var nødt til at arbejde, og forsøge at indhente lidt af den forsømte tid. Men jeg holdt en enkelt fridag med dem, hvor jeg tog børnene med i teateret. En af dagene tog jeg tidligt fri og hentede Magne mens Asger stadig sov, og så tog vi ind i Lego-butikken for at hente nye kataloger, kigge og drømme om nye Lego-sæt. Bagefter tog vi på café ham og jeg. Det var hyggeligt. Så dejligt at få tid til lidt hygge og nærvær i en travl tid.

Men heldigvis har der også været tid til andre hyggelige stunder. Lidt af billederne får I her. Forhåbentligt bliver der også snart tid til et indlæg med lidt kreativt igen snart. Foreløbig ser jeg frem til årets første weekend uden sygdom i morgen!

Asger og strikket bamse Magne sover i sofaen Magne og is Magne læser historien om pæren for Asger Fastelavnsboller vandbakkelser Magne og høretelefoner Asger i sneen Magne og bjarke i sneen Asger på kælkebakken Asger leger på legobordet Snemandskager Asger sover middagslurDSC_1714 DSC_1706

4 Comments

  1. Åhr, stakkels jer! Alle fire! Det er så hårdt at have syge børn. Godt, at I nu er på højkant igen – håber, at foråret så snart kommer også 🙂

    • Sofie Sol Sofie Sol

      Tak for din kommentar 🙂 Ja, det er bare ikke sjovt med så meget sygdom. Slet ikke når det varer sådan ved. Jeg håber vi nu er helt igennem denne sæsons influenzaer og andre vira 🙂

  2. Tanja Tanja

    Nej hvor jeg kender det. Lyder som vores liv bare krydret med et par ture på sygehuset til observation samt alt muligt andet. En ulykke kommer sjældent alene. I min familie plejer de at komme i grupper på 3, men den har vi snart haft et par stykker af. Håber du finder lidt ekstra tid til specialet ☺

    • Sofie Sol Sofie Sol

      Åh nej, det lyder endnu værre. Håber I alle er på højkant igen? Det er vist virkelig meget i omløb for tiden. Synes der har været mange dage i Asgers vuggestue hvor over halvdelen af børnene har været syge hjemme. Men jeg håber vi nu er igennem den sæsons sygdom!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *