Skip to content

Sjove klemme dyr – fire nemme idéer

I weekenden lavede drengene og jeg disse sjove klemmedyr. De er super hurtige at lave, kræver ikke særlig mange materialer og kan varieres i det uendelige – godt og vel… Til to af dyrene har vi brugt klemmens åbnemekanisme til deres mund, til ægget har vi brugt klemmen så ægget kan knække over og ved sommerfuglen er klemmens funktion en del af konstruktionen, så den holder fast på vinger og følehorn.

Det skal I bruge:

  • Klemmer
  • Lim
  • Pap
  • Saks
  • Piberensere (sommerfugl og skildpadde)
  • Karton (æg, skildpadde og krokodille)
  • Rulleøjne (skildpadde, sommerfugl, krokodille)

Sådan laver I ægget:

Det første klemmedyr vi lavede var kyllingen i ægget. Jeg havde puslet med idéen længe, og fik endelig prøvet den af. Drengene synes det var sådan en sjov idé, at vi ville finde på nogle flere dyr sammen.

  • Start med at tegne et æg på et hvidt stykke karton
  • Klip det hvide æg ud.
  • Nu skal kyllingen laves. Læg det hvide æg på et gult stykke karton og tegn et omrids omkring, på den måde få du et overblik over hvor stor kyllingen skal være. Husk også at kyllingen skal være lille nok til at kunne ses mellem klemmens dele, når den er åben.
  • Tegn kyllingen og klip ud. Lav et næb i orange karton og lim fast. På bagsiden af kyllingen limer du et lille stykke karton fast, som du kan bruge til at lime kyllingen fast på klemmen med.
  • Lim kyllingen fast på den nederste del af klemmen – husk at tjekke om man kan se kyllingen, når klemmen åbnes.
  • Nu skal revnen i ægget laves. Klip zigzag ind gennem ægget.
  • Lim den nederste æggeskal fast på den modsatte side af kyllingen, så kyllingen bliver skjult af ægget. Put lim på klemmen, og læg æggeskallen sådan at takkerne går lidt over den nederste klemme del.
  • Lim den øverste skal fast. Put lim på klemmens øverste del. Læg den øverste skal på klemmen og sørg for at takkerne passer sammen. Tryk godt fast og åbn så klemmen, så de to æggedele ikke limer sammen.
  • Nu er ægget klar til at revne!

Sådan laver I sommerfuglen:

Klemme-sommerfuglen lavede Magne helt selv, og det er den nemmeste og hurtigste af de fire dyr, da der hverken skal tegnes, klippes eller limes.

  • Form to piberensere som hjerter. Åben klemmen og stik dem ind
  • Klip en piberenser over og snor enderne sammen. Bøj de modsatte ender lidt. Åben klemmen forsigtigt og sæt følehornene ind.
  • Lim øjne på

Sådan laver I krokodillen:

Krokodillen kræver lidt flere lag af karton – og en smule præcision for at virke. Hvis man har ekstra tålmodighed tilbage, kan man jo også lave et dyr den kan have i munden. Så kan man bruge samme fremgangsmåde som med kyllingen.

  • Start med at lave tænderne til krokodillen. De skal være lidt længere end stykket fra klemmens åbning til det første metal på klemmen. Klip tænderne ud af samme stykke hvide karton, så de passer ned i hinanden.
  • Klip to stykker grøn karton der kan være krokodillens over- og undermund. Lim dem oven på tænderne – ligesom på billedet ovenover.
  • Lim tænderne fast på klemmen – se billedet ovenover.
  • Klip resten af krokodillens hoved. Lim nu hovedet fast til undermunden og den nederste klemme – og kun det, ellers kan krokodillen ikke åbne munden.
  • Lim et øje fast.

Sådan laver I skildpadden

Nogle af bloggens faste læsere kan måske huske, at jeg får har skrevet om Asgers kærlighed til skildpadder? Så da jeg foreslog, at vi skulle lave klemmedyr, var Asger straks opsat på at lave en skildpadde. Han klippede straks skjold og ben ud selv, og selv designet dyret, mens jeg har hjulpet lidt med limningen.

  • Start med at klippe skildpaddens skjold ud (det kan med fordel være lidt større end Asgers skildpaddeskjold)
  • Klip to stykker piberensere. Åben klemmen og stik piberenserne ind. I kan evt. give dem en klat lim. Bøj dem ned langs klemmen, så de ligner ben.
  • Lim skjoldet udenpå benene. Lim kun fast til den nederste del ad klemmen, så skildpadden kan åbne sin mund.
  • Lim et øje fast.

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *