Med til forberedelserne til Lillebrors ankomst, hører at Magne skal gå fra “baby-ting” til junior-ting. Det er bl.a. babytæppet (som jeg skrev om her og her) og babydynen, egentlig er det også på høje tid med dynen da den kun lige kan dække Magne. Men Magne sover faktisk aldrig med den, den bliver mest slæbt rundt i lejligheden som del i en leg, og derfor har vi ikke rigtig opdaget hvor lille den egentlig er. Nu har jeg så syet noget juniorbetræk til den nye dyne, som forhåbentligt gør at Magne synes det er attraktivt at gå af med dynen. Magne er desuden begyndt at sove uden tremmer for sengen. Dagen inden hans to års fødselsdag, sagde han selv, at han gerne ville kravle op og ned af sengen, og så tog vi en hurtig beslutning og tog tremmerne af samme aften. Den første nat lagde jeg et par madrasser op af sengen, hvis han nu skulle falde ud, men det viste sig (selvfølgelig) at være totalt unødvendigt. Han kravler selv op i sengen om aftenen, og det er altså også en stor hjælp for en højgravid mor. Men om morgenen kalder han for det meste stadig på os, i stedet for selv at kravle ud. Nogle morgener er han dog selv kravlet ud, og det er virkelig hyggeligt at vågne til lyden af leg i stuen eller små bare fødder på vej ind i soveværelset.
Men tilbage til dynebetrækket. Forsiden er robot-stof fra Stof og Stil, bagsiden turkis lagenlærred. Betrækket er kantet med gul pipping, og jeg har syet en gul pyntestikning på og gule knapper i. Helt enkelt, men alligevel med små fine detaljer, synes jeg.
Hvor er det skønt! Er vild med robotterne:)
Tak. Jeg synes også robot-stoffet er så fint, at det ikke behøver yderligere detaljer
Pingback: Net til vuggestuen |