Sidste semester inden min barsel, valgte jeg et fag fra på universitet, fordi det blev for tidskrævende med fire fag. Selv med tre fag, var jeg oppe på en 37+ timers arbejdsuge, når det ikke var eksamenstid. Tanken var at jeg så skulle tage det sidste fag mens jeg var på barsel, og min mand så skulle gå hjemme og passe Asger. Min mand har også været hjemme med Asger noget af tiden, men startede på arbejde igen i slutningen af marts, hvilket betød at når det begyndt at blive travelst var jeg igen alene. Jeg havde et håb om at jeg kunne arbejde forud mens han var på barsel, og aflevere min opgave tidligere, men pga massiv sygdom i februar kom jeg i stedet bagud. I dag skulle jeg så aflevere min eksamensopgave. Den er afleveret, og jeg er nogenlunde tilfreds – og lettet. Det har været ret intenst de sidste par uger. Jeg har udnyttet hver eneste lur til at arbejde, og hvis jeg har haft overskud til det, har jeg også siddet om aftenen. Det har været virkelig surt. I forvejen kan det være hårdt at være på barsel, sove dårligt om natten og ikke bestemme over sin egen tid. Når man så heller ikke kan bestemme over sin egen tid når barnet endelig sover så bliver det hårdere. Men jeg er også stolt over at det alligevel lykkedes, og jeg har fået et tilfredsstillende resultat ud af det. Og helt ærligt, så synes jeg faktisk også det har været skønt indimellem at være væk fra hjemmet og ude på egen hånd, også selvom jeg måske kunne have fundet på noget sjovere end at tage til forelæsninger. Jeg er dog glad for min beslutning om at rykke faget, fordi det i det lange løb har givet mest ro for alle herhjemme – også selvom jeg indimellem har bandet faget langt væk. Og nu har jeg så en måneds “fuldtidsbarsel” tilbage inden sommerferien. Og den skal udnyttes!