Foråret er skønt med alle sine ekstra fridage, og vi har nydt endnu en lang weekend. Når man er på barsel har man på en måde altid ferie, eller aldrig, alt efter hvordan man vælger at anskue det. Men det har manden jo ikke. Min mand arbejder på museum, så han arbejder ofte i weekender, men denne weekend havde han alle tre dage fri. Skønt! Fredag tog vi i sommerhus med mine forældre. Vejret var helt perfekt, og det var dejligt at have lidt tid sammen med mine forældre. Manden fik snorklet, vi fik spillet have-volley sovet middagslurer og blev forkælet med god mad og vin. Magne fik åbnet samtlige døre og låger i sommerhuset, kravlet i det høje græs, leget på stranden og i sandkassen, fået gyngeture og forkælet med masser af opmærksomhed fra Mormor og Morfar. Alt i alt en skøn weekend (Kameraet var med, men nogen havde glemt hukommelseskortet i computeren. Ups!).
Mandag var vi hjemme. Vi forkælede os selv med lækker morgenmad. Der blev gjort forårsrent, og det var tiltrængt. Magne synes støvsugeren var vældig spændende, og fik lært at tænde og slukke den. Og så fik vi endelig flyttet vores seng ud af Magnes værelse. Så nu er Magnes værelse lidt tomt, og vores kontor/soveværelse noget overfyldt. Men det skal nok blive godt på et tidspunkt. Magne sov første nat i eget værelse indtil kl. 4.30, hvorefter han slet ikke ville sove mere. Han vågnede nogle gange i løbet af natten, men ikke mere end han ellers kan gøre. Det gjorde hans mor tilgengæld!
Jeg fik også syet et par sommerbukser til Magne. De er i piratlængde, med indsnit forneden. De er dejlig luftige, og jeg synes det er smart at de går ned over knæene når Magne stadig kravler. De er syet i samme stof som mine sommerbukser, og kantebåndet er det samme som jeg brugte som tittekant på lommerne i mine bukser. Så nu kan vi rigtig matche hinanden.
Wauw nogle fede shorts!! Hvor har du købt stoffet? Det ser super lækkert ud!
Tak (: Stoffet er fra Stof2000, jeg købte det tilbage i januar, men jeg tror stadig de har det. Det er dejlig tyndt og let. Perfekt til sommerbukser
Pingback: Et par hurtige shorts |