Hverdagslykke

Jeg nyder virkelig livet som hjemmegående for tiden, med masser af plads til det vigtigste i livet – min lille familie. Ja faktisk er det ikke kun mig der nyder det, men os alle fire. Det giver en ro som kommer os alle til gode. Magne har korte dage i børnehaven og en ugentlig fridag, og derudover er der ingen stress om morgenen og god tid til at lege og hygge når han kommer hjem. Asger og Magne er begyndt at være rigtig glade for hinanden, de leger godt sammen (så godt som man nu kan lege når man er 1 år), og hygger sig i hinandens nærvær, hvilket gør det meget nemmere og hyggeligere for mig at have dem hjemme begge to. Men jeg tror også det har været godt for deres relation at de er så meget sammen, og har så mange oplevelser sammen.
Vi har stadig en vasketøjskurv som vi aldrig ser bunden af, legetøj overalt, bunker af tøj der skal lægges på plads og regninger der ikke bliver betalt til tiden. For når Asger sover, gider jeg ikke bruge al tiden på at fise rundt og være husmoder. Når den værste oprydning er klaret, slapper jeg af, læser, syr, drikker kaffe, hører radio og nyder roen. Asger og jeg har fundet ind i en ret god rytme, så vi begge trives i, med korte daglige udflugter og tid til leg derhjemme. Asger er efterhånden blevet ret sikker på benene, og det har gjort at han er blevet endnu bedre til at lege hjemme. Han vil gerne ud og opleve noget, røre sig og snakke med nogen. Men det bedste er at komme hjem igen, mæt af indtryk og bare trisse rundt for sig selv. I weekenderne har vi tid til bare at være sammen, og her nyder vi også balancen mellem oplevelserne ude og roen til leg og fordybelse derhjemme. Det lyder som den rene idyl, og det er det selvfølgelig ikke altid. Men helt ærligt, så har vi det fandme godt for tiden.

1: Magne var småsyg i sidste uge, og faldt i søvn i vores seng, mens han ventede på at jeg skulle komme og læse bøger for ham.
2-3: Vi har fundet noget af mit gamle Lego frem. Det er blevet vasket, tørret og samlet.
4-6: Vi kom en dag for tidligt til økodag, så Magne kunne ikke prøve at sidde i traktorne. Tilgengæld kunne begge børn sidde i et traktorhjul, og vi havde det hele for os selv.
7-11: På efterårstur til Dyrehaven
12: Dejlig efterårsmad i skønne farver
13-14: Magne er meget optaget af spil for tiden. Desværre har vi ikke så mange småbørnsspil, så vi lavede en “børnet” udgave af Mastermind – og det var han meget koncentreret omkring.
15: Far og Asger læser bog
16: På stranden på Hven bygger Far, Magne og Asger med gamle mursten. Det var vist en traktor de byggede.

2 kommentarer til “Hverdagslykke”

  1. Nyd det, nyd det, nyd det! Her kører den vilde hverdag med 2 jobs og lidt søvn pga lillemandens tænder…men jeg må alligevel sige at det er ok at arbejde-hvem der bare kunne gå på deltid 🙂

    1. Det kan du også tror at jeg gør 😉 Jeg har på ingen måde travlt med at vende tilbage til “den virkelige verden”. Jeg nyder både at have god tid og ro og hygge med drengene, men også at jeg ikke skal blive stresset når de endnu en gang er syge, eller jeg ikke har sovet fordi de har hostet, fået tænder etc. Så er jeg ikke misundelig når manden tager afsted på job.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *