En ny lillebror til marts

Som overskriften siger, venter vi en ny lillebror til marts – altså lige om lidt! Vi glæder os alle til at byde en lille ny dreng velkommen i vores familie. Særligt de to (kommende) storebrødre er ved at være noget utålmodige efter hans ankomst.

Det var ellers ikke planen, at vi skulle have flere børn, men pludselig meldte lysten sig. Og nu føles det som det helt rigtige for vores familie. Men det betyder også, at vi har skilt os af med det meste babyudstyr. Jeg har dog gemte det meste af det tøj som jeg har syet og strikket til Magne og Asger, og vi har arvet en masse tøj fra min søster. Så faktisk mangler vi ikke tøj til den lille fyr. Men tøj i str. 50/56 er bare så hyggeligt at sy.

Dragten her er syet i en str. 50 og så lille, at jeg planlægger, at det skal være det første tøj lillebror kommer i. Da jeg var gravid med Magne, syede jeg også et lille “hentesæt” som han også fik på efter fødslen. Jeg viste faktisk sættet frem i mit allerførste blogindlæg her på bloggen. Der er sket lidt med syteknikken i mellemtiden (heldigvis!), men stilmæssigt lægger det ikke så langt fra hinanden.
Jeg elsker dragter og bodystockings til de helt små, som ikke skal over hovedet. Men nøj, hvor jeg synes, at det er træls at sy så meget ribrouleau og sætte trykknapper i. Ribrouleauen var også alt for løs i første omgang, og jeg måtte sprætte det hele op og begynde forfra (gab!). Nu håber jeg at pasformen kommer til at passe til min lille baby.

Og til sidst et billede af mig – og lillebror i maven. Kjolen er syet efter en model i et Ottobre-blad, men der er lavet en hel del ændringer. Kjolen er brugt til jul, nytår og nu til hverdag. Jeg er ret vild med glimmerstriber, så gør den lidt mere festlig, men stadig tilpas afdæmpet til min smag. Til nytår piftede jeg looket op med glimmerstrømpebukser og smykker, til hverdag bruger jeg den med lange støvler og uldne cardigans. Det har været mit mål, at investere i så lidt graviditetstøj som muligt – for nu er det sidste gang!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *