Jeg har syet endnu en bluse til Magne med lomme i, faktisk har den ligget halvfærdig længe, den har bare lige manglet at få knapper i. Lommer i bukser har i lang tid været i høj kurs hos Magne, men nu er han også blevet ret glad for bluser med lommer i, for der kan han lige sætte sin brandmandswalkie-talkie fast, det synes han ser ret prof ud. Han efterspørger derfor tit bluser med lomme i om morgenen, og de to jeg har syet til ham (se her og her) er derfor i evig rotation.
Blusen er syet i en rest mørkeblå interlock, og med orange/blå-stribet jersey i hals, lomme, stolpeåbning og ærmerib. Den er meget enkel, og Magne er normalt mest glad for noget med print på, men på grund af lommen, tror jeg alligevel den falder i god jord. Selv er jeg ret godt tilfreds med stolpeåbningen denne gang, men jeg burde nok have mål knaphullerne op, i stedet for at tage det på øjemål, for de er ikke helt jævnt fordelt.
Og til sidst lige et billede af Magne i sin værktøjsbluse med walkie-talkien lommen.