…er ikke altid en leg. For halvanden måned siden skrev jeg lidt om at få barn nr. 2, og at det faktisk ikke var så hårdt som frygtet (du kan læse indlægget her). For mig var det lidt et chok at få mit første barn, så jeg havde virkelig forberedt mig på det værste her anden gang. Det går stadig okay. Altså ikke sådan at det bare er skidenemt, men det er heller ikke et mareridt. Det er hårdt arbejde, og først og fremmest så savner jeg Magne. Jeg savner at kunne hellige mig ham helt og holdent, og jeg kan mærke at han også savner mig. Jeg havde håbet at jeg snart kunne give Asger fra mig i længere perioder af gangen, men når ikke vil sove og er hysterisk er det svært. Og det er synd for Magne. (Og for mig). Det bliver vel bedre, forhåbentligt. Eller gør det? Jeg læste et blogindlæg her, og der sammenligner moren det lidt med en sorg at få barn nr. 2, fordi man mister noget i relationen til det første barn. Det bliver jo bare aldrig det samme igen. Når jeg savner Magne, er det jo ikke fordi jeg ikke er sammen med ham. Jeg er jo tit alene med børnene om morgenen og om eftermiddagen, og henter og bringer. Men Asger er jo altid med, og når han skriger eller vil have mad, ja så kommer hans behovstilfredsstillelse altså først.

Barn nr. 2 burde være nemmere fra fødslen – for alles skyld. Men ham Asger er lidt en mundfuld for tiden, og det påvirker også Magne når han er ked af det. Som han sagde i vuggestuen forleden dag: “Når min lillebror græder, så synger jeg for ham”. Han prøver altid at trøste ham med sang, kærtegn eller “så så Asger, Magne er her”.

Når jeg følger Magne i vuggestuen om morgenen, er Asger som regel tilfreds (imodsætning til når jeg henter om eftermiddagen), og sidder glad i viklen og kigger indtil han falder i søvn. Og så er der tid til at snakke med Magne (ligesom i de gode gamle dage), indimellem glemmer Magne faktisk at Asger er i viklen og spørger pludselig: “Hvor er Asger?”. På turen hen til vuggestuen kan der kommer mange gode samtaler, som fx. denne i dag hvor vi kom forbi en boghandel:

Magne kigger fascineret på alle bøgerne.

Magne: Når jeg bliver voksen skal jeg have en MASSE bøger
Mig: Hvad for nogle bøger skal det så være?
Lang tænkepause
Mig: Skal det være sådan nogle kedelig bøger som mor og far har?
Magne: Ja, og når jeg bliver voksen så bliver far Asger og mor bliver Magne, og så skal jeg læse kedelige, kedelige bøger!

Jeg elsker den logik som småbørn kan have – og det med at blive større er bare svært at forstå. Magne siger fx. tit “når Asger bliver større end Magne”. Så var han mere logisk samme morgen, hvor denne samtale fandt sted:

Mig: Magne jeg elsker dig rigtig højt. Jeg elsker dig helt op til stjernerne!
Magne: Man kan ikke nå op til stjernerne Mor, så skal man have en rumraket.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *