Nu nærmer fastelavn sig snart, og skal man selv sy udklædningen skal der til at planlægges. Jeg synes det er så hyggeligt at sy udklædningstøj, fordi det kræver en helt anden form for kreativitet og planlægning end ellers. Når det kommer til udklædning kan man ikke helt tage den på rutinen på samme måde. Men det kan kræve lidt planlægning at finde ud af hvordan man rammer det rigtige udtryk. Indtil videre har udklædningstøjet til drengene været rimelig simpelt, tror selv jeg skabte lidt flere udfordringer hos mine forældre da jeg ville være juletræ eller snøvsen, for ikke at tale om min søster som har været skovtursdug (komplet med tallerkener, burger og alt) og katten i tønden. Men mon ikke de har hygget sig ret godt med det alligevel? Mine drenge har været løve, monster, brandmænd og sidste år var Magne astronaut i et købt kostume. Brandmandstøjet klemmer de sig stadig ned i, og det er altså noget af det som jeg haft det sjovest med både at planlægge og sy. To brandmandsjakker, fire par brandmandsbukser og to brandmandsbælter er det blevet til. I år skal de så være pirat og soldat. Magne fik soldatudklædning i julegave, og gik i det hele julen. Asger fik faktisk også sit udklædningstøj i julegave, og særlig hatten og vesten har været en del i brug allerede. Jeg håber de begge holder fascinationen indtil fastelavn, så vi ikke skal have gang i en omgang panik-syning. Men faktisk er det tredje år i træk at der ligger fastelavnskostumer under juletræet. Drengene er vilde med at klæde sig ud, og de er (endnu) ikke blevet træt af deres kostumer inden fastelavn. Jeg synes det er win-win. De får meget mere glæde af kostumerne, og de penge vi alligevel skulle bruge på kostumerne til fastelavn, “sparer” vi, da de jo får det som en julegave.Årets kostume er ret simpelt. Bukserne har jeg syet i piratlængde – selvfølgelig. Altså sådan en knickerslængde, til lidt under knæet. De er ikke lagt op, men i stedet har jeg klippet “takker”, med tiden begynder de måske at trævle mere, det er jeg dog i tvivl om, da det er en twill med stretch. Derudover en stribet bluse. Og så en vest, sammensat af flere sorte twillrester (faktisk rester fra brandmandskostumerne). Jeg har selv tegnet mønsteret i frihånd ud fra et almindeligt t-shirt mønster. Vesten er så tilsat et dødningehoved i strygestof og en guldkant af skråbånd. Vesten er som allerede nævnt, noget af det Asger bruger mest. Den er så nem lige at tage uden på det almindelige tøj, og så har man alligevel klædt sig lidt ud. Guldkanten på vesten passer så fint til den flotte velourhat som vi også havde købt til ham.Og til sidst et par meget uskarpe billeder af Asger fra juleaften hvor hatten og bukserne kom på. Magne fik teatermaling til jul – det er det Asger har i hovedet. Hvis du vil have mere inspiration til kostumer, samlede jeg lidt af det jeg har syet i et indlæg sidste år, som du kan finde her.
Pingback: Burgerkostume