I formiddags lavede drengene og jeg lidt sjov nytårspynt, som er super nemt og hurtigt at lave. Vi deler her tre nemme idéer, hvis I også vil lave lidt pynt eller måske har brug for lidt sjovt til at få dagen til at gå med i morgen. Den sidste idé fandt Magne selv på, og han har lavet en fin lille instruktionsvideo, som jeg deler til sidst i indlægget.
Nytårsraketter
Til nytår hører naturligvis raketter – noget Magne ser meget frem til at fyre af i år. Disse raketter er dog helt uden krudt, og udelukkende til pynt.
Det skal I bruge:
- Rør fra toiletrulle
- Karton
- Pind
- Lim (gerne limpistol)
- Saks
- Pynt – fx. palietter eller skumklistermærker
- Evt. glanspapir
- Evt. silkepapir til “ild”
Sådan gør I:
- Den ene raket har glanspapir på, de andre er uden papir. Hvis I vil have papir på, så start med at lime det på.
- Lav nu toppen af raketten ved at klippe en cirkel af karton. Vi har brugt glimmerkarton, men helt almindelig karton kan også bruges. Cirklen skal være større end toiletrullen, jo større cirkel, jo mere spids kan toppen blive. Find midten af cirklen og klip ind til midten. Fold herefter den ene del af cirklen under den anden og lim fast, så du får dannet en spids. Lim fast i toppen af toiletrullerøret. Det er nemmest med en limpistol. Vi brugte en almindelig trælim, og det kræver en del præcision.
- Pynt raketten med palietter, skumklistermærker, papir eller andet sjovt.
- Lim en pind fast inden i røret.
- Til sidst kan der evt. tilføjes “ild” i raketten. Brug gul, orange eller rød – gerne mindst to farver – silkepapir. Læg to stykker ovenpå hinanden, rul dem rundt og klip strimler op igennem, så der stadig er ca. 2 cm tilbage. Lim eller tape ilden fast oppe i røret.
Sjove nytårsbriller
En anden ting der hører til nytår, er sjove hatte og festlig udklædning. Måske kunne man bruge disse sjove briller til nytår. Magne og Asger har i hvert fald haft det sjovt med at gå rundt med dem det meste af dagen.
Det skal I bruge:
- Toiletrullerør
- Piberensere
- Lim
- Saks
Sådan gør I:
- Klip to lige store stykker af toiletrullerøret, så du har to “brilleglas”.
- Put lim på det tyndeste stykke af toiletrullen. Læg piberenseren rundt på det ene brilleglas. Tryk godt ned, så den limer helt fast. Lim nu det andet brilleglas på. Start med det sidste stykke af piberenseren og fold rundt på toiletrullen. Tryk godt fast.
- Det sidste stykke piberenser mellem brilleglassene kan nu bøjes så det passer til næsestykket.
- Lav forsigtigt et lille hul i hver side af brilleglassene. Stik en piberenser igennem et par centimeter, fold det lille stykke piberenser rundt om det lange stykke. Gør det samme i den anden side.
- Prøv nu brillen på barnet – eller hvem der skal bruge dem. Fold piberenserne rundt om ørerne. Klip det overskydende stykke piberensere af.
Lav jeres egen nytårsknallert
Den sidste nytårsidé har Magne selv fundet på, og den er ret simpel. Det er simpelthen en knallert lavet ud af et stykke køkkenrulle. Indholdet kan man jo selv variere, men Magne har valgt at putte en fin kongekrone i.
Det skal I bruge:
- Et stykke køkkenrulle
- Papir
- Saks
- Lim
Sådan gør I:
- Klip en kongekrone ud af papiret. Lim den sammen så den bliver rund.
- Læg kronen på køkkenrullen og rul det sammen.
- Snor enderne sammen – ligesom på en karamel.
- Færdig! Nu kan man hive i hver ende, og knallerten vil gå i stykker.
God aften i morgen. Pas på hinanden. Tak for i år – og rigtig godt nytår til jer alle!