I dag fylder vores lille guldklump et halvt år. Det er en lille milepæl i sådan en lille menneskes liv. Tænk at vi allerede har haft ham i et helt halvt år! Samtidig føles det som så lang tid siden han blev født, og vi synes allerede det er svært at huske hvor lille han var dengang. Det er fantastisk at tænke på hvor meget der er sket på de seks måneder, både med Magne og med os. Magne har udviklet sig fra at være en lille hjælpeløs og sulten baby med lidt for ondt i maven, til et lille larmende menneske med sin egen vilje. Men vi er også gået fra at være os selv, at være kærester til nu at være en lille familie. Det er svært at huske hvad man lavede før, hvordan livet var før man fik barn. Vi sov helt sikkert mere! Men ellers kan man næsten ikke forstå hvad man brugte al den ekstra tid man havde til.
Magne 5 dage gammel – og allerede godt sul på kinderne |
Magne har simpelthen den skønneste alder nu. Hver dag er en fest, han er så god til at underholde sig og i godt humør dagen lang (at han så stadig er lidt en prøvelse om natten, er en anden historie).
Han er blevet rigtig god til at komme rundt, han kan ubesværet rulle fra både mave og ryg, og han drejer sig rundt og skubber sig fremad – og bagud. Faktisk er det nemmest at komme bagud, hvilket giver nogle frustrationer når det legetøj han har udset sig bare kommer længere og længere væk. Men han øver sig ihærdigt og nyder når det lykkes. Han er virkelig blevet nysgerrig overfor sine omgivelser, og vil gerne se, smage og opleve noget nyt hele tiden. Når noget er rigtig spændende udstøder han et højt hvin – det gør han også når han ser sit eget spejlbillede. Han har for alvor fået øje på sine tæer og elsker at ligge og tage fat i dem når han bliver skiftet. Han er en rigtig lille vildbasse, og elsker at blive tumlet. Jo vildere, jo bedre faktisk.
Han er også blevet en meget mere udadvendt lille dreng. Som nyder at komme på besøg, smiler til fremmede og finder sig i at gå fra arm til arm.
Han er begyndt at spise grød og mos, og han kan rigtig godt lide det. Han er allerede god til at spise og drikke, men interessen holder ikke altid så længe ad gangen.
Magne på vægten i anledning af dagen – Magne tjekker vægten, kan det virkelig passer at der står 10 kg?! |
Lidt facts:
– vejer nu 10 kg (!)
– bruger 68 og 74 i tøj
– kan næsten sidde selv
– kan rulle ubesværet fra mave til ryg – og omvendt
– kan spise grød og drikke af kop