I dag starter min mands sidste barselsuge. Vi har været så heldige at holde ti ugers barsel sammen, de to sidste uger holder han senere. Under hans barsel har jeg været deltidsstuderende, og det fortsætter jeg med at være nu. Jeg har ikke nået som meget som jeg ville. Overhovedet. Men vi har været hårdt ramt af sygdom skiftevis hos børn og voksne – og samtidig. Og selvom det er surt at så meget af barslen er gået med det, så er jeg lykkelig for at vi har været to voksne til at klare skærerne.
Jeg har også haft planer om at den fælles barsel skulle bruges på meget andet. Praktiske ting i lejligheden, hyggelige ture, fridage til Magne, shoppeture til mig – og at Asger skulle lære at sove bedre. Vi har selvfølgelig ikke nået alt det jeg havde et ønske om, men det vigtigste på listen er Asgers søvn. Han er svært glad for at blive ammet hele natten lang, og vi har længe snakket om at han skulle vænnes fra den vane. Men så har han været syg, jeg har været syg, han har været forkølet, haft ondt i ørerne, fået en tand, haft hård mave og tynd mave osv. Men hvis vi skal nå at ændre vanen mens farmand stadig kan klare at tage tjansen om natten, skal det altså være nu. Jeg er også klar. Eller næsten. For jeg ved at Asger ikke vil give slip på den vane om natten uden kamp. Han elsker mors bryster. Og helt ærligt så synes jeg også det er vildt hyggeligt at sove med ham – hvis han bare ville lægge ved siden af og sove. Men det gør han ikke han øffer og møffer, og vil gerne ammes dette meste af natten. Så fra i dag er mælkebaren lukket mellem 24 og 5, og det er far det skal putte om aftenen. Jeg er spændt og nervøs, og ruster mig så godt mentalt til det som jeg kan. Jeg synes det er svært når den lille mand græder, men ved også at hans far er god til at trøste, og forhåbentlig tager det ikke for mange aftener (og tårer) før hans vane er brudt.
Pingback: Ændrede rutiner |