En mor har også brug for at blive værdsat

Der sker i øjeblikket en masse i Magnes lille store hoved, meget som vi ikke rigtig kan følge med til, selvom vi plejer. I børnehaven er de store børn rykket i SFO, og der er kommet nye små til. Det betyder nye små at tage hensyn til, nye pladser i hierarkiet skal fordeles og at de store piger og drenge som var gode til at tage hensyn og hjælpe nu ikke længere er der. Det spiller helt sikkert en vigtig rolle for Magne, også selvom det ikke er noget han helt kan sætte ord på endnu. Men nu vil han pludselig ikke i børnehave mere, selvom han lige var blevet så glad for det. Og herhjemme er han bare sur, sur, sur. Som i virkelig gnaven, negativ og utrolig grænsesøgende. Kæft, jeg er træt ovenpå sådan en weekend. Jeg har været sløj siden fredag, og alene med ungerne det meste af dagen i går. Det hjælper nok ikke på det. Lørdag var han glad, nysgerrig, snakkende, men i går var han bare helt i ubalance. Jeg prøver at huske mig selv på at det er en fase, at pludselig går det over, og når han endnu engang svarer surt, vrisser “dumme mor” eller slår en af os, så prøver jeg at huske at det også er synd for ham, at han også har det hårdt, og jeg prøver at bevare roen og svare venligt, men bestemt tilbage. For det meste går det godt, for det meste er jeg kærlig, forstående og tålmodig, men indimellem løber tålmodigheden op, og mor bliver træt. Sådan var det i går. Hele dagen var han sur, alt hvad jeg sagde blev mødt af sure, konfliktsøgende svar. Men i det øjeblik hans far kom hjem, blev han mødt af et: “Hej søde far, har du haft en god dag?”. Kunne være man ikke skulle være den der altid var der, så man kunne få sådan en velkomst. Jeg fortalte Magne, at det faktisk var Mors Dag, så han skulle være ekstra sød ved mig, og at nogle gav gaver eller blomster. Magne elsker at give gaver, og med fars hjælp gik han straks igang, mens jeg lavede aftensmad og senere da jeg gav Asger bad. Og da han åbnede dørene ind til stuen, og stolt sagde at nu var overraskelsen klar, var det svært ikke at tilgive ham al dagens surhed. Han havde selv fint pakket en bog ind (fra reolen), og et spil han selv havde lavet med en masse spillebrikker til. Han var så stolt, og efter en dag hvor jeg ikke følte mig særlig værdsat, var det ekstra skønt at blive anerkendt.Brandmandsspil

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *