Jeg gør et ihærdigt forsøg på at få brugt af mit stoflager for tiden. Det er ikke fordi jeg har et kæmpestort lager (i hvert fald ikke i forhold til hvad jeg kan se at andre har), men jeg synes alligevel det er rart at få brugt inden jeg køber nyt. Jeg syr ikke kun for at spare, men jeg har alligevel svært ved at smide alt for mange penge i stof, hvis jeg ikke får det brugt. Men nu er jeg ved at få gjort et så stort indhak i lageret, at jeg kan retfærdiggøre at købe nyt.
Nattøjet jeg har syet til Magne er i syet i økologisk bomuldsjersey med træer og skyer, og det har ligget længe i reolen, og er aldrig blevet brugt. Så nu måtte det være. Det rakte lige nøjagtig til en bluse, og bukserne er syet i brun jersey. Både bukser og bluse har fået brun/blå-stribet rib for at give en sammenhæng i sættet. Jeg synes Magne ser så dejlig ud i det. Men han var pænt skuffet da han så det. “Det er slet ikke sejt!”, var hans umiddelbare kommentar. Så jeg må se om jeg kan oppe mig til næste sæt nattøj, for han kunne godt bruge lidt mere.