Veterantogstur
I går blev Magnes og mandens interesser forenet på fornemmeste vis. Vi havde nemlig købt billetter til en Goldendays.arrangement, hvor første verdenskrig er temaet. Fra hovedbanegården kørte vi med veterantog sammen med udklædte soldater, og det skulle foregive at være en troppetransport ned til Mosede Fort. Magne har drømt om at prøve at køre i veterantog, og han var også meget benovet over at køre med det. Han sugede til sig, det var spændende, men også en lille smule mærkeligt. Særligt de høje “TUUUUT” var han lidt forebeholden overfor. Asger synes det var en fest at køre i tog, selvom han ikke nødvendigvis lagde mærke til at der var noget særligt ved dette tog. Fremme ved Mosede Fort startede vi med at spise madpakke, og så gik turen ned til fortets bunker som er indrettet til museum. Og her var særligt manden i sit es, men museet var dog virkelig fint lavet og godt formidlet at det også var sjovt for Magne at være der. Asger og jeg trak os tilbage efter et kort besøg, så han kunne sove middagslur. Mens drengene var på museet, og Asger lå i vognen og sov, nød jeg det skønne vejr i solen. Den arbejdsfordeling havde jeg det fint med, det eneste jeg manglede var strikketøj eller en god bog. Da drengene var færdige på museet kom de tilbage med kaffe og kager, som også var inkluderet i entréprisen. Magne havde dog slet ikke tid til at spise kagen, fordi han ville rundt og se resten af fortet, hvor der var soldater på forskellige poster. Og når han ikke har tid til at spise kage, så er det virkelig noget der trækker. Da Asger vågnede tog vi alle ned til stranden, som fortet lå lige ved, og kastede håndgranater (sten) i vandet indtil vi igen skulle op til stationen. Og der var Magne godt træt efter en lang og god dag, men syntes stadig det var spændende at køre i toget, og særlig toilettoget som havde hul direkte ned til skinnerne var spændende. Asger var fyr og flamme, og charmerede alle dem i toget som han kunne komme til. På gåturen fra stationen og hjem måtte Magne dog komme op i vognen til Asger, han var helt segnefærdig af træthed
Den opmærksomme læser kan måske se at jeg fik en anledning til at tage min nye sommerkjole på.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *