2 år, 1 måned og 14 dage…

…så gammel er Asger nu (+lidt). For mig har det en helt særlig betydning, for det var præcist så gammel Magne var da Asger blev født. Det får mig til at tænke tilbage på den første tid med Asger, og lige før han blev født. Var Magne virkelig  lille dengang? Jeg husker ham som større, og jeg er også sikker på at jeg opfattede ham som større. Sprogligt har Magne altid været ekstremt hurtigt, og det har nok også gjort at vi opfattede ham så større. Dengang kunne vi snakke med ham om “Lillebror” i maven eller om den store måne på himlen som forsvandt om dagen, ting som er ret abstrakte for et lille barn. Jeg tror også vi stillede flere krav til ham, end vi gør til Asger nu. Fx. skulle han selv gå op af trappen, selvom han gerne ville bæres, for først havde jeg den store mave og siden Asger i enten vikle eller lift. Det var simpelthen ikke muligt. På det område får Asger langt oftere trumfet igennem at han vil bæres. Ikke fordi vi ikke stiller krav til ham, men fordi det trods alt stadig kan lade sig gøre. Og fordi jeg ikke orker to sure drenge op af trappen når vi kommer hjem fra vuggestue og børnehave. Fordi vi bare gerne vil hjem og slappe af. Til gengæld er Asger meget selvstændig på andre punkter – og vi må ikke hjælpe ham. Han har meget mere drive til at gøre tingene selv, end Magne havde dengang. Vi hører konstant: “Asger gøre – mor IKKE hjælpe”. Det er jo skønt, selvom det tager lidt længere tid, og der oftere er mælk ud over hele bordet.

Mor må ikke hjælpe - men Magne må godt
Mor må ikke hjælpe – men Magne må godt

Men der er nok også noget med hukommelsen, og øjene der ser. Med det største barn har man jo kun den foregående tid at sammenligne med, så de virker hurtigere større – fordi de hele tiden kan mere end de kunne. Med de mindre søskende er det jo omvendt, selvom de også hele tiden udvikler sig – og man stadig kan blive forpustet af udviklingen – så har man altid det største barn som eksempel på hvad der venter. Når jeg kigger på billeder fra dengang, kan jeg godt se mange ligheder mellem drengene. De høje Duplo-tårne, udklædning, boglæsning, lægeleg, togbaner og nærhed med mor, var altsammen noget der hittede for Magne – og nu også Asger. Og så er begge drengene virkelig omsorgsfulde, både overfor os, hinanden og andre. Hvis Asger hører en baby der græder på gaden, stopper han straks op i sin leg og kommenterer på det. Når Magne er ked af det aer han ham, og når han holder op med at græde siger han med glæde i stemmen: “Magne ikke græde mere!”. Han kysser og krammer med os og sine bamser i stor stil. “Omsorgslege” er et stort hit, nogen der er syge, har slået sig eller er kede af at. Bamser, Duplo-mennesker eller sågar biler græder i legen og kommer op til Asger eller en mor. Så Asger kunne sikkert også blive en god storebror, ligesom Magne altid har været det – men jeg synes nu det ville være en skulle overskueligt med en baby nu, med alle de behov begge drenge stadig har?

Feltlægen Asger
Læge Asger – 2 år
Magne læge
Læge Magne – 2 år
IMG_3646
Magne 2 år på legepladsen
Asger på legepladsen
Asger på legepladsen
IMAG0420
Magne (næsten) 2 år – middagslur i vognen
Asger sover middagslur i vognen
Asger sover middagslur i vognen

Hvordan kunne jeg klare det dengang? Dengang blev vi ofte spurgt om hvordan det så var at have to børn. Og især var der mange der spurgte, hvordan det var at have to børn tæt på hinanden. Det sidste var det især fremmed der spurgte om. Ja, faktisk er jeg også blevet spurgt om jeg ville anbefale det. Det kan jeg selvfølgelig. Men jeg har jo svært ved at sige hvordan det havde været hvis der havde været længere tid imellem dem. Asger var langt fra nogen nem baby. Han var over 8 måneder før han begyndte at acceptere at ligge i sin barnevogn, og det kun hvis man vuggede ham godt og grundigt hver kvarter. Så de første mange måneder sov han i viklen, i slyngevuggen eller ved brystet. Han blev hurtigt overstimuleret, og reageret med meget uro og gråd længe efter. Alt det gjorde det svært. Og det havde været svært uden en storebror at tage sig af, eller en storebror der var fire år ældre. Sådan har jeg i hvert fald tit tænkt. Men efter Magne er blevet større, kan jeg jo godt se at han selvfølgelig også er blevet meget nemmere, han kan bedre vente, udskyde sine behov og forstå rigtig meget hvis man forklarer ham det ordenligt. Han har selvfølgelig stadig mange behov, og efter en lang dag i børnehaven kræver han ofte mere. Men han er nemmere nu. Og nu hvor de er 2 og 4 år, nu begynder det være nemmere at have to. Det er faktisk virkelig skønt at have to børn med den aldersforskel nu. For selvom 2 år selvfølgelig stadig er meget i den alder, så elsker de hinanden, nyder hinandens samvær og leger sammen. Faktisk er vi begyndt at kunne sidde og hænge over morgenmaden i weekenden, drikke kaffe, læse avis og snakke roligt sammen, fordi drengene bare leger. Det er så skønt. Hold op hvor har de meget glæde af hinanden. Det har søskende med større aldersforskel naturligvis også, men det gør det bare nemmere at der er så mange ting som de begge to synes er sjove. Og tit er det faktisk nemmere når de er sammen, fordi de underholder hinanden. Selvfølgelig er de også uenige indimellem. Eller Magne slår Asger i hovedet, fordi han bliver ved med at vælte det tårn han er ved at bygge. Sådan er det også indimellem. Det hører til, men for det meste er det nemt og rart med de to. Så hvis nogen spurgte mig nu, om jeg ville anbefale at få børn med 2 års (og 1 måned og 14 dage) mellemrum, ville jeg uden tøven svare: JA!

DSC_0986
Fælles interesse og passion for brandmænd

DSC_1255 DSC_1312 DSC_1274 DSC_1201

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *