Sommertøj syprojekter 2016

Planlægning af børnenes sommergarderobe 2016

Vores børn er så heldige at de har arvet virkelig meget tøj, faktisk så meget tøj er det er yderst sjældent at vi er nødt til at købe tøj til dem. De store mængder af to opbevarer vi på loftet, og to gange om året (deromkring) orienterer jeg mig i kasserne for at få styr på den kommende sæsons tøj. Hvad har vi, og hvad mangler vi? Indimellem kan det være noget uoverskueligt, fordi det for eksempel er svært at vide hvordan vejret bliver i den kommende sæson. Bliver det en ekstra kold vinter med brug for meget uldtøj, eller en varm sommer med brug for mange korte, tynde shorts? Og så er der børnenes størrelser, de vokser jo, og det kan ikke altid forudses hvor meget. Men i det store hele, er jeg blevet mere rutineret og ved nogenlunde hvad de skal bruge til hver sæson. Udover at være heldige fordi vi har arvet så meget tøj (og dermed sparet både tid og penge), så er langt det meste tøj noget jeg synes er rigtig pænt. Forleden dag var jeg så på loftet for at orientere mig. Asgers har arvet fra 4 ældre drenge, så der er mere end rigeligt til ham. Faktisk har ham 13 par shorts, 18 t-shirts og to sommerskjorter. Jeg har ikke fået prøvet om det hele passer, men selv hvis der er et par af tingene der ikke gør, kommer han vist ikke til at mangle. Magne har 5 par shorts og 11 t-shirts, så han er også rimelig godt dækket ind.

DSC_1929 DSC_1927Jeg elsker at sy sommertøj til drengene, det er så simpelt og hurtigt, og nemt at få brugt nogle mindre rester fra lageret. Og så er der noget rart over at sidde i de koldere måneder og tage forskud på sommeren ved at at sy. De sidste par år har jeg også planlagt sommergarderoben for mine syprojekter i god tid (se evt. her og her). I år bliver det nok ikke helt ligeså ambitiøst. Dels fordi bunkerne på billedet ovenover vidner om at de har rigeligt, dels fordi at tiden i år bliver mere kneben. Men noget planlægger jeg dog at der skal ryge igennem maskinerne i år. Det er samlet på nedenstående kollage. Vi skal også snart ud og have fat i nye sandaler til drengene. Jeg ønsker mig de blå til dem, men de vælger nok anderledes og de får lov at bestemme.

Sommertøj syprojekter 2016
Denim dinostof fra Stofdepotet.dk // Mønster til cardigan til Asger fra Ottobre 4/2013 // Mønster til shorts i dinostof til begge drenge fra Ottobre 3/2015 // Rap-sandaler

Jeg har købt ind til at sy matchende shorts til drengene i det fineste denim med små dinoer på. Jeg tænker at de skal sys til små cowboyshorts med lommer, elastik i taljen og snydegylp. Det bliver fint. Hvis mønsteret er godt tror jeg Magne skal have nogle flere ensfarvede shorts. Formodentlig ryger der også et par t-shirts igennem maskinen af det stof jeg har på lageret. Ikke fordi de mangler, men fordi det bare er super hyggeligt at sy sommertøj synes jeg. Jeg har også lovet Magne en t-shirt med fodboldmænd, ligesom den hans fætter fik til jul.

Derudover mangler Asger en god bluse til at bruge uden på sine t-shirts. Han har haft en fin grøn velour cardigan med lynlås, som vi har brugt virkelig meget. Den har været i konstant brug siden Magne var 1 år, men forleden dag kom faren i huset til smide den på gulvet (vistnok i frustration over nogle børn der på ingen måde gad i tøjet og ud af døren) så lynlåsen knækkede af. Den har været god udover nattøjet på kolde morgener, eller weekenddagene hvor nattøjet aldrig rigtig kommer af. Asger er rigtig glad for at gå i t-shirts, så her om vinteren er den god uden på t-shirts. Om sommeren er den god som en lille ekstra jakke. Som man måske kan fornemme, har jeg virkelig været glad for den bluse (og så havde vi endda, ved et tilfælde, arvet en lignende i størrelsen større). Her i brug sidste sommer:

DSC_0729

For at gøre en lang historie kort, så har jeg altså planer om at sy en tilsvarende til Asger. Stoffet har jeg ikke bestemt mig for endnu, men mønster bliver (højest sandsynligt) fra Ottobre 4/2013. Jeg elsker at prøve nye mønstre af, og prøve kræfter med nye udfordringer, men kombinationen af lommer, lynlås, strækstof og svensk vejledning gør mig lidt tilbageholdende. Forhåbentligt kommer der noget godt ud af det.

Da jeg fandt sommertøjet frem forleden skulle det selvfølgelig prøves af drengene. Magne fandt endda også solcreme og solhatte frem. Jeg synes de er temmelig søde i deres sommertøj, og glæder mig meget til at de kan have det på hele tiden!

DSC_1890 DSC_1892

Er I gået igang med planlægningen af sommertøjet?

8 kommentarer til “Planlægning af børnenes sommergarderobe 2016”

  1. Uha, det var fint det dino stof. Jeg har allerede bestilt, så min snart 4-årige kan få nye shorts til sommer. Kiggede mine ottobre blade igennem, den anden dag – der så jeg også den cardigan. Jeg kan rigtig godt lide, at der ikke er hætte på, da min søn går i skovbørnehave – og de vil helst ikke have hætter på børnenes tøj. Måske nogen har lavet en DIY, med netop det mønster.

    Indtil nu har jeg lavet tshirts ekstra lange, for så kan de også bruges næste år. Mangler shorts, badetøj, og en ny badekåbe.

    1. Haha, det er nemlig så fint. Godt jeg kunne inspirere 🙂
      Cardiganen er nemlig super god uden hætte. Asger skal også i skovbørnehave til sommer, og der er det ikke smart. Generelt synes jeg det fungerer bedre uden hætte til de mindre. Den hænger bare dumt og dingler, og er i vejen når der skal en jakke udover.
      Skal du selv sy badetøj? Jeg har faktisk også lige syet en badekåbe til Magne, den kommer snart på bloggen 🙂

      1. Det lyder spændende med badekåben, den glæder jeg mig til at se! Har du syet af et håndklæde, eller?

        Nej, badetøj syer jeg ikke. Er mest tilhænger af swimsuit til stranden, og tanken om at du lang lynlås i… Men der er flere muligheder i det nye Ottobre blad. Men har set flere fine badedragter til pigerne.

        1. Hej Louise,
          nej den er syet af frotté fra Stofdepotet, men man kunne også sagtens have brugt et håndklæde. Jeg har i øvrigt lige lagt den på bloggen 🙂

          Tænkte også at det lød ambitiøst at sy badetøj selv, men sikkert et sjovt projekt. Jeg er ret sikker på at jeg så stof til det sidst jeg var i Stof og Stil 🙂

  2. Lillebror skal ikke have shorts, da vi møffer/kravler. Der er ikke meget sommertøj i kassen med næste størrelse da storebror passede 86 i vinter og forår. Men så er der jo en undskyldning for at sy lidt. Ellers køber vi nogle ensfarvede sorte t-shirts til begge drenge, så passer de til alt det skørre og fine stof. ( den store havde hvide t-shirts sidste år. De var ikke hvide ret længe😉) den store på 2 bruger str 3-4år i længden, men mere 86 i livet, så jeg har lige syet en del bukser og klippet t-shirts. Så han mangler faktisk kun sandaler og lidt shorts( hvis han ikke kan være i dem fra sidste år) han er jo stadig mega tynd men vokser i længden. ☺

    1. God idé med mørke ensfarvede t-shirts. De går til alt og bliver ikke så nemt grimme. Synes også vores børn bliver ret beskidte om sommeren 🙂 Mudder, is og jordbær er bare ikke godt på lyse stoffer 😉

      Synes generelt også mine drenge har kunne bruge de samme shorts i mange år, da de bare vokser i højden og ikke i livet. Magne er gået fra at være tromletyk baby til slank, høj dreng. Selvom han er 4 (5 til sommer) er det lige før han stadig kan passe shorts fra han var 2 år, de er bare meget korte.
      Hvis du mangler nogle gode “kravleshorts” kan jeg anbefale nogle fra Ottobre, som jeg har syet: https://hyggefabrikken.dk/stribede-sommerbukser/

  3. Pingback: Denimshorts med små dinoer - Hyggefabrikken

  4. Pingback: Blød cardigan med værktøj til Asger - Hyggefabrikken

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *