Siden jeg startede op på studie igen for alvor i slutningen af august er tiden gået rigtig hurtigt. Alt for hurtigt. Både weekender og hverdage suser afsted, men på hver deres måde. Hver morgen spørger Asger og Magne om det er weekend, og hvis det ikke er, så græder de. Hver morgen. Jeg ved de har det godt i deres vuggestue og børnehave, og de er altid glade når vi henter (og for det meste når vi aflevere), men de ville bare hellere være hjemme. Det ville jeg også. I stedet forsøger vi at få det bedste ud af en hverdag, hvor vi alle må afsted hver dag. Vi prøver altid at spise morgenmad sammen hver dag, få kysset og krammet, og leget lidt inden vi skal ud af døren. Nogle dage lykkes det, andre dage er det bare sværere. Så er der alt for meget: “spis nu din havregrød”, “tag nu de bukser på – jeg har sagt det ti gange, og vi skal snart gå”, “kom nu!”. Men det er bare rart at sige farvel til hinanden på en god måde, inden vi skal være væk fra hinanden. Heldigvis har vi stadig tid til at hente børnene tidligt hver dag (så arbejder vi til gengæld om aftenen et par gange om ugen), og vi prøver at bringe en masse hygge ind i det eftermiddage sammen. Nogle dage hjemme, andre dage smutter vi på legeplads eller lignende på vej hjem. Og vi nyder den tid sammen både til at hygge os og lave mad sammen. Men der er meget der skal klares i løbet af ugen, og selvom vi har tid til hinanden, så gå tiden altid for hurtigt – og ingen af os når alt det vi gerne vil.
Så i weekenderne prøver vi at have tid til bare at have tid. Børnene er virkelig begyndt at nyde at lege sammen, og fordybe sig i lege. Særligt lørdag morgen er de gode til sove længe, tulle rundt i nattøj og lege. Det nyder vi alle sammen når der er tid til. Så er der også tid til at vi kan sidde længe med kaffen, spise god morgenmad og læse avis i ro og mag. Det er skønt, og helt nyt for os. Når vi har haft sådan en helt afslappet hjemmeformiddag eller dag, nyder vi til gengæld at komme ud af huset på udflugt med børnene efterfølgende. Og her i efteråret er der masser af den slags gode tilbud synes jeg. På det seneste har vi har været på bondegårdsbesøg, til Gay Pride, til brandmandsfest, tur i Dyrehaven og plukket hyldebær. Og så har vi nydt tid med familie og venner – og så går sådan weekend altså også hurtigt. Ofte alt for hurtigt.