Stoffet med ulve købte jeg på tilbud tilbage i november, og det har hele tiden været tiltænkt nattøj til Magne. Nu er han pludselig vokset ud af det meste af sit nattøj, så nu var tiden inde til at sy et nyt sæt. Jeg har brugt det samme mønster som til alt det andet todelte nattøj jeg har syet. Denne gang er det bare en str 7 år, på trods af at Magne altså kun er 4,5 år. Jeg bruger mønstrene fra Meedoms bøger, og som jeg tidligere har skrevet om, er de lidt til den brede side. Derfor er blusen denne gang syet uden sømrum i siden – et tip jeg fik på indlægget. På blusen har jeg lavet rib forneden ligesom på hans Batman-nattøj, det fungerer rigtig godt til nattøj, så blusen ikke kryber op over maven i løbet af natten. På ærmer og benkant er der også rib. De er allesammen gule, og jeg synes det passer fint til de gule måner og stjerner.
Magne blev så glad for sættet, og begyndte straks at hyle som en ulv. Han har før været lidt bange for ulve, men vi blev enige om det var søde ulve der passede på ham om natten. Han var så glad for det at han gerne ville have det på i børnehave næste dag, indtil han fandt ud af at så kunne han ikke have det på om natten, og så kunne ulvene ikke passe på ham. Med sådan en modtagelse får jeg selvfølgelig lyst til at sy endnu mere til den søde dreng.
Hvor er det fint. Min 7årige mangler også nattøj, så jeg skal også i gang med at sy noget til ham 🙂
Mange tak. Jeg synes det er så hyggeligt et projekt med nattøj. Glæder mig til at se hvad du får lavet 🙂
Sødt sæt du har syet
Tak for din kommentar 🙂