Opskrift på glutenfri müesli (og chia-bærkompot)

Når det skal gå hurtigt om morgenen spiser jeg som regel yoghurt med müesli eller køleskabsgrød. Jeg kan godt lide en god knasende, sprød müesli, men synes ofte de er svære at finde. Særligt hvis man, som mig, går efter de glutenfri versioner. Jeg har det virkelig stramt med rosiner (og de fleste andre tørrede frugter) i müesli – som i, jeg kan slet ikke have det. Sådan en müesli der primært består af tørre havregryn og rosiner er slet ikke noget for mig. Jeg vil have min müesli sprød, men ikke sød. Der skal være masser af kerner og nødder ikke, men ikke tørrede frugter. Jeg kan derimod godt lide at spise friske frugter eller bær til min müesli eller som her spise dem sammen med en bærkompot. Bærkompotten er super nem, og den kommer der også en opskrift på nederst i indlægget.

Muesli på yoghurt

Der er masser af plads til at improvisere her, så længe forholdet mellem våde og tørre ingredienser er nogenlunde det samme som i opskriften. Sidst jeg lavede den havde jeg ikke flere havregryn, så jeg kom i stedet quinoaflager i, og jeg havde ikke flere solsikkekerner så de blev erstattet af hørfrø og hampefrø. Og sådan kan man nemt gøre den til sin egen müesli. Muesli helt tæt påDet kan godt være udfordrende at finde frem til mange spændende ingredienser til müeslien som er glutenfri og billig. Derfor har fundet risflagerne som er sjove, sprøde flager. De er billige, men ikke vildt spændende i smagen, til gengæld tilføjer de lidt knas til müeslien. Boghvedekerner er også meget knasende, og ret hårde. Magne bryder sig ikke så meget om den müesli fordi han faktisk synes den er for knasende – han er mere til havregryn og rosiner, sådan er vi så forskellige.Muesli i krukke

Ikke mere snak, nu til opskriften:

Opskrift på glutenfri müesli

Opskriften passer til en krukke som vist på billedet

Ingredienser:

  • 250 gr. boghvedekerner
  • 150 gr. risflager
  • 100 gr. havregryn (glutenfri)
  • 150 gr. solsikkekerner
  • 50 gr. græskarkerner
  • 2 spsk chiafrø
  • 50 gr. peanutbutter
  • 30 gr. honning eller sirup
  • 1 dl appelsinsaft (1-2 pressede appelsiner)

Efter bagning kan tilføjes:

  • Nødder eller tørret frugt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 130 grader
  • Bland først alle de tørre ingredienser sammen i en skål.
  • Varm peanutbutter, honning og appelsinsaft i en gryde. Peanutbutteren smelter ikke, men bliver opløst som den nemmere kan blandes ind i müeslien
  • Hæld peanutbutter, honning og appelsinsaft over de tørre ingredienser. Bland godt rundt med ske eller røremaskine – stik ikke hænderne derned i starten, det er varmt! Sørg for at det hele er blandet godt sammen
  • Fordel det hele i en brandpande med papir i.
  • Varmes i ovnen i 40-50 minutter. Vend rundt undervejs.
  • Lad det køle helt af inden det hældes på glas, bland evt. nødder eller tørret frugt i. Jeg putter som regel ristede hasselnødder i.

Muesli2

Opskrift på chia-bærkompot

Chia-bærkompotten er så simpel, at det næsten ikke er en opskrift. Vi bruger den om morgen ovenpå yoghurt eller havregrød. Vi blander den også sammen med skyr eller yoghurt, og så spiser børnene det som en bæryoghurt om eftermiddagen eller i madpakken.

Ingredienser:

  • 2 dl frosne hindbær (friske kan også bruges)
  • 2 spsk chiafrø
  • 1 tsk citronsaft
  • 1 tsk sirup

Fremgangsmåde

  • Bruger du frosne bær skal de tøs op og efterfølgende koges i 2 min. – tilsæt ikke ekstra vand.
  • Lad bærrene køle af og mos dem sammen med chiafrø, citronsaft og sirup
  • Lad hvile i ca. 10 minutter, så chiafrøene kan geletere.

Müesli oppe fra

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *