Af folk der ikke syr bliver jeg indimellem spurgt, om det kan betale sig at sy tøj selv. Det er der ikke noget enkelt svar på. For det første kommer det jo an på hvad man sammenligner med, og for det andet hvad det er man syr. Tænker man arbejdstid ind i det, kan det næppe betale sig. Sammenligner man fx. med priserne på børnetøjet i H&M koster bukser i str. 50 og 110 omtrent det samme. Men syr man selv, kan der komme mange par bukser i str. 50 ud af en meter stof, men kun et par i str. 110. Som udgangspunkt kan det altså bedre betale sig at sy babytøjet selv (og det er også meget hurtigere). Derudover kommer det jo an på om det er den billigste jersey fra Stof2000 eller en lækker øko-tex til 199 kr./meter. Men den dyreste kvalitet kan man dårligt sammenligne med H&M’s tøj. Endelig kommer det an på hvor god man er til at udnytte sit stof, og sine rester. Køber man fx nyt stof hver gang man vil sy, bliver det hurtigt en bekostelig affære og dårligt for miljøet. Derudover kan jeg generelt godt lide at prøve at få udnyttet alt mit stof – og ikke købe så meget nyt. Små stofstykker er fx. gode til lommer, underbukser eller lapper på bukserne.Indimellem kan der dog med garanti spares, og det er når man syr om fra brugt til nyt. Hvis man har noget tøj der er gået huller i, er blevet for småt eller man af andre grunde ikke bruger, kan det sys om til nyt tøj til børnene. Det er selvfølgelig nemmest i de små størrelser, eller hvis det brugte tøj er stort. Her er nyt tøj for 0 kr. Genbrug på en god og meget miljøvenlig måde. Totalt win-win. Og det er også hyggeligt at se børnene gå rundt i ens gamle tøj.
Herunder er tre eksempler på tøj jeg har syet om fra brugt til nyt. Fra henholdsvis voksenskjorte til børneskjorte, bluse til bukser, og kjole til shorts